Jeg læser på dr.dk at V og K føler at ret til pension mindsker arbejdsudbuddet: https://www.dr.dk/nyheder/politik/blaa-partier-i-flaesket-paa-arne-pension-det-er-urimeligt-og-uansvarligt

Arne-pensionen ændrer ideen om pension fra at man tidligere kunne få lov til (eller skulle have tilladelse til) at gå på pension, når man føler sig nedslidt, over til at visse arbejdstagere nu har ret til det, og dermed selv kan vælge.

Det er interessant at læse at de blå partier argumenterer med at det er en nedsættelse af arbejdsudbuddet og at det er dårligt for dansk økonomi. Som formuleret af Rasmus Jarlov:

Man sænker beskæftigelsen og BNP og skaber et underskud på statsbudgettet. Det er helt entydigt skadeligt for dansk økonomi og dermed også for vores velfærd.

I min psykoterapeutiske praksis ser jeg af og til lignende formuleringer. Udfordringen er at de er falske og i deres grundtese bygger på ansvarfornægtelse hos klienten. Her i skikkelse af de blå partier (og måske dele af det bagvedliggende erhvervsliv?). Det er også bekymrende at der anvendes frygt som magtmiddel, hvilket jeg synes er en træls tendens, der er så mange andre fine måder at motivere på (for inspiration kan moderne forældre-barn relationer udforskes; det er sjældent at forældre-rollen, der er en sammenlignelig magt, manifesterer sig som frygt. Heldigvis.

Frygten i det her tilfælde går på at skabe billeder af at samfundet falder sammen og velfærden forsvinder, hvis vi fortsætter.

Ansvarsfornægtelse

Hvorfor er det så ansvarsfornægtelse? Det er ansvarsfornægtelse af to årsager: 1. For det første fordi erhverslivet bærer et ansvar for den nedslidning der sker, og 2. for det andet fordi erhvervslivet jo bare kan motivere medarbejderne til at blive længere.

Hvis jeg som psykoterapeut skulle have erhvervslivet (eller Rasmus Jarlov) i terapi, ville jeg spørge ham:

  • Jeg forstår at bl.a. SOSU-assistenter nedslides. Hvorfor bliver de nedslidte?
  • Hvis erhvervslivet gerne vil undgå at deres medarbejdere nedslides, hvad kan I så stille op selv?
  • Hvordan er det nu med bæredygtighed og nedslidning? Kan de eksistere sammen?
  • Hvad gør I helt konkret for at sikre at bæredygtighed (i.e. nedslidning i det her tilfælde)? Det er godt, hvis du kan komme med faktiske eksempler, fremfor større abstrakte fortællinger

Terapien vil sætte spot på erhvervslivets manglende selvindsigt; at de selv rent faktisk er ansvarlige for den kommende reform. De skal indse dette, før de kan ændre det. Hvis erhvervslivet ser at de selv skaber den situation, de står i, kan de begynde at arbejde ud fra et mere eksistentielt ærligt sted, hvor de tager ansvar for deres egen situation.

Motivation

Ser vi på motivation er det også ansvarsfornægtelse. Lidt fra sammen skuffe som ovenfor. I min praksis ville jeg spørge dem om:

  • Hvis nu du skulle lokke dine medarbejdere til ikke at gøre brug af deres ret til tidlig pension, hvordan kunne det så se ud?
  • Hvis I som branche skulle motivere jeres medarbejdere til at blive længere på arbejdspladserne, hvad er det så der skal laves om?
  • Har I spurgt jeres medarbejdere, hvad I kan lave om? Hvad er de konkrete forslag fra dem?

Ansvarsfornægtelsen sker her fordi erhverslivet ikke anerkender den rolle, de spiller for deres egen situation. I det her konkrete tilfælde at de har frihed til at skabe rammer, som SOSU-assistenter simpelthen ikke kan lade være med at blive i. Tænk hvis man skulle glæde sig til at blive ved med at arbejde det meste af livet?

Derfor er det min klare opfattelse at dansk erhvervsliv bør gå i intensiv terapi. Der er tilsyneladende dybe, eksistentielle udfordringer, som kunne trænge til kærlig opmærksomhed.

“Men Jørn! Det er politikerne, der fører en forkert politik. Det er jo ikke erhvervslivet (eller den blå blok) der støtter den nye reform.”

Det vil så være ansvarsforskydelse. Samme eksistentielle område, men en lidt anden variant. Det må vi tage en anden god gang.

Kærlig hilsen

Jørn